Vedtægter

 Vedtaget på generalforsamlingen i 2008

 §1
Nordiske Mediatorer, Masters in Mediation and Conflict Resolution, MMCR, er en internordisk forening uden personligt ansvar for medlemmerne.

 §2
Foreningen har hjemsted i København, Danmark.

 §3
Foreningens formål er:
• at udbrede kendskabet til, og anvendelse af mægling/mediation/alternativ  konflikthåndtering,
• at arbejde for kvalitetskrav til/for mediatorer
• at bidrage til kompetenceudvikling gennem efteruddannelse, samt
• at sørge for etablering af et forum for netværksopbygning for foreningens medlemmer

 §4
Som medlemmer af foreningen kan optages personer som har aflagt afsluttende mastereksamen i Konfliktmægling/Mediation ved Københavns Universitet, Juridisk Fakultet, eller tilsvarende uddannelse ved andre universiteter. Bestyrelsen træffer afgørelse om, hvad der er tilsvarende uddannelser. Efter ansøgning og særlig beslutning i hvert enkelt tilfælde, kan bestyrelsen beslutte om optagelse af medlemmer, som bestyrelsen finder, har kompetencer som utvivlsomt mindst svarer til ovennævnte kriterier. Som interimmedlemmer, dog uden stemmeret, kan der også optages studerende ved ovennævnte uddannelser. Stemmeberettigede medlemmer har ret til at bruge deres medlemskab i markedsføringsøjemed.

 §5
Foreningens bestyrelse består af 5-7 medlemmer valgt af generalforsamlingen for 2 år ad gangen. Der skal ved valget tilstræbes geografisk spredning. Bestyrelsen skal vælges af og blandt foreningens stemmeberettigede medlemmer. Ved generalforsamlingen i 2005 står dog 3 personer på valg.

På generalforsamlingen vælges 2 bestyrelsessuppleanter. Suppleanterne vælges for et år af gangen. Bestyrelsens formand vælges af og blandt bestyrelsens medlemmer. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne deltager i mødet. Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindeligt flertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende. Tegningsberettigede er bestyrelsens formand i fællesskab med et andet bestyrelsesmedlem. Bestyrelsen kan ekskludere medlemmer, som modarbejder foreningen og/eller som gentagne gange ikke betaler sit kontingent/serviceafgift.

§6
Foreningens øverste organ er generalforsamlingen. Generalforsamlingen skal afholdes hvert kalenderår inden udgangen af april måned. Generalforsamlingen skal afholdes i København eller i nærheden. Dog kan generalforsamlingen bestemme, at den skal afholdes i et af de øvrige nordiske lande. Samtlige medlemmer, der har været medlem i mindst 6 måneder og har betalt kontingent, har møderet og stemmeret ved generalforsamlingen. Dette gælder dog ikke interrimsmedlemmer. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig ved simpelt flertal. Ændring af vedtægterne kræver dog 3/4 flertal. Ikke tilstedeværende medlemmer kan give et tilstedeværende medlem fuldmagt. Et medlem kan højest have to fuldmagter. Bestyrelsen skal indkalde til generalforsamling senest 45 dage før, ved udsendelse af dagsorden med angivelse af emner bestyrelsen ønsker behandlet. Medlemmer som ønsker emner taget op på generalforsamlingen skal fremsende disse skriftligt til bestyrelsen senest 30 dage før generalforsamlingen. Indkaldelsen skal være skriftlig eller med elektronisk post. Endelig dagsorden, inklusive fremkomne forslag fra medlemmerne fremsendes senest 14 dage før generalforsamlingen. Generalforsamlingen kan ikke behandle emner, som ikke er angivet i den endelige dagsorden.

Den ordinære generalforsamling skal behandle:
– valg af dirigent
– sekretær, samt 2 protokolundertegnere
– Godkendelse af generalforsamlingens lovlighed
– Godkendelse af dagsorden
– bestyrelsens beretning. Beretningen skal dække intervallet mellem generalforsamlingerne
– bestyrelsens tanker om foreningens fremtidige arbejde
– det reviderede årsregnskab, samt revisionsberetning. Regnskabet revideres af en blandt medlemmerne valgt person
– fastsættelse af årligt kontingent/serviceafgift, som følger kalenderåret

Kontingent/serviceafgift kan differentieres mellem forskellige medlemsgrupper.
– indkomne forslag
– forslag fra bestyrelsen
– valg af bestyrelse og suppleanter
– valg af revisor af en blandt medlemmerne valgt person

Alle afstemninger sker ved håndsoprækning, med mindre et medlem kræver skriftlig afstemning. Den/de person(er), der får flest stemmer er valgt. Der tages referat af generalforsamlingen. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes hvis bestyrelsen eller mindst 1/3 af foreningens medlemmer har fremsat skriftligt krav herom.

§7
Til foreningens opløsning kræves mindst 3/4 flertal af de afgivne stemmer på to efter hinanden følgende generalforsamlinger. Der skal forløbe mindst to måneder mellem de to generalforsamlinger. Ved foreningens opløsning skal tilgodehavender og gældsforpligtigelser, samt afviklingsudgifter dækkes. Hvis der er et overskud ved foreningens ophør skal disse uddeles til velgørenhed eller andet lignende formål som generalforsamlingen eller bestyrelsen bestemmer.