At overleve, når krigen er slut

 

  v/Sarah Warny Berg

– Et fyraftensmøde om ”Krigens Kædereaktioner” ved Mozhdeh Ghasemiyani

Onsdag den 3 maj, går en ung kvinde i bad midt på dagen. En sirene lyder. Kvinden hopper ud af badet, griber sit pas og løber ud på trappeopgangen. På vej ned ad trappen kommer kvinden i tanker om, at det er den første onsdag i maj, dagen hvor de landsdækkende sirener afprøves. Hun kigger ned af sig selv, ser at hun er nøgen og skynder sig tilbage i lejligheden igen.

Kvinden hedder Mozhdeh Ghasemiyni og en sen eftermiddag i november holdt hun oplæg for Nordiske Mediatorer om ”Krigens Kædereaktioner”. Ovenstående er et eksempel på krigens kædereaktioner i den mere tragisk-komiske afdeling. Ikke desto mindre illustrerer det, hvordan mennesker, som er opvokset i krig, reagerer instinktivt for at overleve på hændelser, vi andre knap nok ænser. En sirene kan varsle bombetrussel, og så handler det bare om at komme væk. Passet er det vigtigste at have med, hvis man skal flygte. Hjernen kan ikke altid følge med, selvom krigen er slut for over 20 år siden, og kroppen befinder sig i et fredeligt land langt væk.

Mozhdeh har boet det meste af sit liv i Danmark, har uddannet sig til psykolog og arbejder i dag med traumebehandling af flygtninge. Sjældent møder man et menneske, der formår at inddrage sin egen historie så sagligt og relevant i et fagligt oplæg. Mozhdeh forklarede os, hvordan en kontinuerlig livsfarlig trussel påvirker hjernens tilknytningssystem og evne til at handle logisk efter forholdene. Ved at tage udgangspunkt i sine egne vanskeligheder med at tilpasse sig danske normative forventninger til, hvordan man indgår i relationer, gav hun os indblik i, hvordan et menneske uden en skramme på kroppen kan være præget af traumer efter krig.

”I krigen mister man den basale følelse af tryghed”, forklarer Mozhdeh. ”Du ved aldrig, hvornår den næste bombe falder, og du kan ikke stole på, at din nabo ikke angiver dig, hvis det kan redde ham selv. Du kan måske ikke engang stole på dig selv, for din evne til at navigere logisk, udmattes af amygdala, som er konstant alarmeret og klar til kamp”. Mozhdeh forklarer videre om flugten, som kan være noget af det allermest traumatiserende for flygtninge. Særligt for flygtningebørn. ”Vil du flygte, må du gøre det uden varsel for ikke at risikere at blive opdaget, og du får dermed aldrig sagt farvel til de mennesker, du må forlade. Rejsen vil ofte være fuld af overgreb, uvished, sult og vold, og du ved ikke, om du bliver taget imod, der hvor du vil frem, eller om du nogen sinde kan vende hjem igen”.

Mennesker der har været udsat for en så langvarig og alvorlig stresspåvirkning vil ofte være fastholdt i traumet, hvilket betyder, at tanker og adfærd ikke umiddelbart omstiller sig til trygge forhold men agerer som om, der stadig er fare på færde. Det eneste, der hjælper, siger Mozhdeh, er at blive mødt med stabilitet og troværdighed, så man kan genskabe tillid og genopbygge forhåbninger for fremtiden. Mozhdeh ser dagligt i sit arbejde, hvordan den mistillid og uforudsigelighed, som præger vores modtagelsessystem i Danmark, gør det ekstra svært for vores flygtninge at slippe traumet.

Vold avler vold. Det ved vi. En undersøgelse af syriske børneflygtninge viser, at deres måder at relatere sig til hinanden på er præget af psykisk og fysisk vold. Det er ikke så mærkeligt, siger Mozhdeh, hvis det er det, de er blevet mødt af i deres opvækst -måske endda af deres egne forældre, som selv har været traumatiserede af krigens voldsomhed. Formår vi ikke at møde disse flygtningebørn med forståelse og lære dem at udtrykke sig anderledes, risikerer vi ifølge Mozhdeh, at de bærer volden med sig videre i deres omgivelser.

Mozhdehs oplæg tydeliggjorde, at krig sætter langvarige mèn, og at vi som modtagerland bør føle os forpligtet til at give vores flygtninge den ro og tillid, der skal til for at hele sårene. Hvis vi har svært ved at rumme flygtninge pga. deres anderledeshed fra os selv, skal vi passe på, at vi ikke afviser deres adfærd som udtryk for ”en anden kultur”. Vi skal være opmærksomme på, at flygtninge kan være mennesker i sorg over det, de har mistet. De kan have mistet mennesker, de holdt af. De kan have mistet deres hjem og deres ting. De kan have mistet den fremtid, de troede de havde, og de kan have mistet sig selv, som de troede de var. Vi skal derfor tage os af dem som mennesker i sorg og ikke bare som nogen, der skal opbevares, til krigen er stilnet af.

Mozhdeh er en ud af 9 søskende, som kom til Lolland Falster i starten af 90’erne. Her var man på den tid ikke vant til at modtage flygtninge, og da man havde installeret Mozhdeh og hendes familie i et hus langt væk fra byen, fik familien lov at passe sig selv. Der var meget stille i Mozhdehs hjem, for de var alle mærket af krigen. Ikke mindst forældrene. En dag banker det på døren. Valdemar, en ældre herre fra området, bliver budt indenfor. Fjernsynet kører med arabiske nyheder. Valdemar sætter sig ned og bliver budt på te. Valdemar begynder at kommentere på, hvad han ser på TV’et, og Mozhdehs far svarer. På arabisk. Valdemar svarer tilbage på dansk, og sådan fortsætter de med at diskutere verdenssituationen. Næste dag kommer Valdemar igen, og de taler videre. Valdemar kommer hver dag det næste års tid, og Mozhdeh og hendes søskende glæder sig hver dag til komme hjem, for nu er der ikke længere så stille i huset.

”Valdemar så på os som mennesker og ikke som en byrde” slutter Mozhdeh af. Måske Valdemar har sin andel i, at Mozhdeh den eftermiddag i november har kunne give os så berigende en indsigt i, hvad det vil sige at være flygtning. Eller rettere; hvordan det også kan være at være et menneske.