af Lotte Christy
Afhandlingen stiller spørgsmålet: Er konfliktmægling mulig som forandrende praksis for unge i det moderne samfund? Baggrunden er en stigende samfundsmæssig interesse for at anvende konfliktmægling, dels som en form for social kontrol, dels i et kriminalpræventivt perspektiv. Med udgangspunkt i tre forskellige konfliktmæglings-programmer i henholdsvis Norge og Danmark undersøger jeg to forskellige metoder: • Stormøder i Norge med 10-30 deltagere • Mægling i Danmark med to eller få deltagere Alle tre programmer placerer sig inden for værdigrundlaget i genoprettende retfærdighed, som endnu er et relativt ukendt begreb i Danmark. Afhandlingen har fokus på konfliktmæglernes etiske grundlag, og på hvordan mæglerne udmønter etikken gennem de anvendte metoder. Af særlig interesse er frivillighed og informeret samtykke i forhold til at møde op og deltage i en mæglingsproces. Undersøgelsen består af fire kvalitative interviews med to norske og to danske konfliktmæglere. Konklusionerne peger på problemstillinger af relevans for fremtidige programmer med konfliktmægling for unge: • De metodiske forskelle, der ses mellem mægling og stormøder, grunder sig tilsyneladende ikke i forskelle i det etiske grundsyn hos konfliktmæglerne. Både stormøde og mægling giver mulighed for at opnå retfærdig genopretning. Ud fra en norsk sammenhæng, finder de norske tilrettelæggere, at stormøder genopretter mere end mægling. De ser stormødet som en mere virkelighedsnær afspejling af konflikten, dens parter og netværket omkring dem, end det er muligt at opnå i en to-partsmægling. Forarbejdet til stormøder udgør ca. 70 % af det samlede tidsforbrug, hvilket får interviewpersonerne til at pege på, at anvendelsen af stormøder bør reserveres til alvorlige sager. De to metoder ses som forskellige måder at udmønte de etiske principper om autonomi og integritet. Mægling vægter den individuelle integritet, mens stormøderne i højere grad vægter integriteten i fællesskabet. • Jeg konkluderer, at frivillighed i afhandlingens tre konfliktmæglingsprogrammer anskues mere nuanceret end mæglingsdefinitionens absolutte begreb tilsiger. Der er tale om en på samme tid indskrænkende og udvidet forståelse i forhold til at sige ja eller nej til at deltage i en konfliktmægling. Det erkendes, at frivilligheden ikke er absolut for de unge i forhold til at blive presset til at møde op. Afhandlingen argumenterer for, at konfliktmægling blandt unge udføres med høj grad af professionalitet. Professionalitet kan sikre ikke kun mæglerens, men også institutionens og processens troværdighed. Afhandlingen peger på, at professionalitet i mæglerkorpset kan formindske uønskede virkninger af øget institutionalisering af konfliktmægling, herunder indskrænkning af de unges frie liv. Der argumenteres for, at en øget udbredelse af konfliktmægling blandt unge kan virke såvel reaktivt som proaktivt ved at forbedre de unges handlemuligheder i konfliktsituationer og dermed få et kriminalpræventivt sigte.